Laserbehandling mod rynker


Formål:

Laseren bevirker en afskalning af hudens øverste cellelag samt en opvarmning af læderhuden, hvorved bindevævet trækker sig sammen. Dette resulterer i en hud med mere glat overflade og færre pigmentforandringer.

Operation:
Operationen udføres oftest i lokal eller fuld bedøvelse. Specielle briller eller øjenskaller anvendes under indgrebet for at beskytte øjnene. Laseren efterlader huden som ved en overfladisk andengradsforbrænding. For at undgå smerter, sviende og brændende fornemmelse tildækkes den behandlede hud med salve eller beskyttende film.
Behandlingen må tidligst foretages et år efter man har været i Roacutan behandling.
Under laserbehandlingen skrælles de øverste lag af overhuden af. Dermed fjerner man også den naturlige barriere mod herpes. Derfor anbefales forebyggende behandling mod herpes.

Forløb:
Hævelse og sekretion:
Gennem de næste dage vil det laserbehandlede område hæve op, og der vil dannes en klar gul væske. Hævelse, sekretion og skorpedannelse vil fortage sig efter 5-7 dage. Afhængig af hvor dyb en laserbehandling der er foretaget, vil området hele med nye hudceller i løbet af de næste 7-10 dage.
Rødmen af huden: Huden vil efter opheling være rød. Efter 2-3 uger kan rødmen dækkes med makeup. Rødmen aftager i løbet af de følgende uger. Efter ca. 3 måneder vil huden have sin normale farve. Effektiv solbeskyttelse skal anvendes så længe huden er rød.

Bivirkninger:
Mørke skjolder (hyperpigmentering):
Hyperpigmenteringer kan forekomme i de behandlede områder, men aftager oftest i løbet af 2-6 måneder. Denne reaktion kan forværres, hvis den laserbehandlede hud udsættes for sollys.
Acne eller milier: Acne eller milier kan blusse op efter laserbehandlingen.

Komplikationer:
Lyse skjolder (hypopigmentering):
Såfremt laserbehandlingen har været lidt for dyb, kan de behandlede områder blive lysere pigmenteret.
Betændelse eller herpes: Betændelse eller infektion med herpes ses sjældent, men kan efterlade ar.
Ar: Risikoen for ar er minimal, men kan forekomme, såfremt laserbehandlingen har været for dyb, eller der har været komplikation med betændelse eller herpes.
Ectropion: Et nedadgående træk i det nedre øjenlåg kan i sjældne tilfælde ses efter laserbehandling omkring øjnene, men vil oftest fortage sig spontant.