|
Formål:
At fjerne uønsket, forstørret bryst hos mænd
Teknik/operation:
Foregår enten i lokal– eller fuld bedøvelse, ambulant eller under
indlæggelse. Snittet lægges oftest i brystvorteranden. Somme tider
er det nødvendigt også at fjerne overskydende hud, hvis brystet
hænger meget, hvilket indebærer længere ar. Hele den forstørrede
brystkirtel og evt. fedt fjernes. I nogle tilfælde kan man nøjes med
en fedtsugning, det afhænger af selve brystkirtelens fasthed og
størrelse.
Bivirkninger:
Ar, i nogle tilfælde meget synlige, nedsat følesans i brystvorten,
midlertidigt eller permanent. Overskydende hud, der så kan fjernes
efterfølgende.
Komplikationer:
Blødning (som regel, hvis man ikke holder sig i ro), infektion eller
forsinket sårheling er sjældent.
Underhudsfedtvævet kan af og til blive uregelmæssigt. Hvis kirtlen
er stor tæt på brystvorten, og man har en vægt i overkanten af det
tilrådelige, kan brystvorten af og til trække ind.
Forløb:
Nogle gange anvendes et dræn til fjernelse af overskydende blod og
vævsvæske. Hvis der er anvendt dræn, skal det fjernes efter en eller
flere dage. Man får ofte en let strammende forbinding på for at
mindske hævelse den første tid. Man kan have ondt og blive blå og
hævet og have brug for smertestillende medicin de første dage. Man
skal holde sig meget i ro, især de første dage, for at undgå
blodansamling. Sting fjernes oftest efter 1-2 uger. Sygemelding i
kortere eller lidt længere tid kan være nødvendig, afhængigt af
hvilket arbejde man har. |