|
Formål:
Slapt
maveskind ses især efter stort vægttab og/eller efter graviditeter.
Forudsætningen for et godt resultat er, at man ikke er overvægtig.
Overvægtige patienter skal tabe sig inden operation. Rygere skal
nedsætte, helst ophøre med rygning, inden operation. Overvægt og
rygning øger risikoen for komplikationer betydeligt.
Formålet med operationen er at stramme maveskindet op og fjerne
hudoverskuddet. Er der slaphed af bugvægsmuskulaturen strammes denne
også op (bugvægsplastik). Navlen bevares. Operation kan eventuelt
kombineres med fedtsugning i flankerne.
Operationen:
Operationen foregår i fuld bedøvelse og kan vare fra 1½- 3 timer.
Der lægges et snit nedadtil på maven over skambenet og ud over
hoftekammen, afhængig af hvor løs huden er. Navlestilken frigøres.
Hud og underhud løsnes op til ribbenene. Overskydende hud og
underhud fjernes. Eventuelt foretages en bugvægsplastik. Slutteligt
laves nyt ”hul” til navlen. Ved behov anlægges sugedræn til
opsamling af blod og vævsvæske. Sårene sys under nogen stramning og
dækkes med plaster.
Afhængig af hudens slaphed kan operationen evt. begrænses til kun at
gå til navlen, som så ikke påvirkes. Denne operation kan afhængig af
behovet kombineres med fedtsugning af hele maveregionen.
Efter operationen anlægges evt. en let komprimerende forbinding.
Operationen efterlader ar omkring navlen og i varierende grad på
maven og ud over hoftekammen.
Forløb:
De
første dage må man ikke ligge udstrakt, men med let bøjede ben. Det
tilrådes jævnligt at gå omkring i let foroverbøjet stilling, dels
for at mindske trækket på sårene, dels for at bedre blodomløbet i
benene. Drænene fjernes på klinikken efter et par dage, afhængig af
hvor meget væske der kommer i dem.
Smertestillende medicin og antibiotika gives efter klinikkens
sædvanlige retningslinjer.
Skal der fjernes tråde, fjernes de efter 2-3 uger; samtidig
foretages sårkontrol.
Undgå tunge løft, sport og motion i ca. 1-2 måneder, for at skåne
arrene og den eventuelle bugvægsplastik.
Bivirkninger:
Ofte
findes nogen, men begrænsede smerter. Området kan have tendens til
hævelse i op til 2 måneder efter operationen. Især omkring arrene
ses hyppigt føleforstyrrelser, som kan være permanente, men som
regel kun er forbigående.
Arrene vil være permanente. På forhånd kan man ikke garantere et
bestemt udseende af arrene efter operationen. I sjældne tilfælde kan
ses skred af såret med forsinket heling og uskøn ardannelse til
følge.
Hårgrænsen over skambenet rykker lidt opad.
Komplikationer:
I
efterforløbet kan optræde væskeansamling under huden, som kan
udtømmes ved punktur.
De første dage efter operationen kan opstå blodansamling (hæmatom),
som kan kræve punktur eller en ny operation, hvor man fjerner det
størknede blod og standser evt. blødning. Infektion er sjældent og
hyppigst hos overvægtige og tobaksrygere.
Vævsdød (nekrose) efter operationen er en uhyre sjælden, men
alvorlig komplikation, der kan kræve korrektion af arret og i nogle
tilfælde hudtransplantation. |